”Skal Novo forbindes med SF?”

 KF. 6/3 2007.

Svar til de tre tillidsrepræsentanter på Novo Nordisk.

Niels Erik Olsen underskriver sig som tillidsmand på Novo Nordisk.

Hvorfor nævner du ikke, at du også sidder i kommunalbestyrelsen for SF, og nu af din politiske gruppe er blevet bedt om at gå ud og forsvare Havnemasterplanen ? Det er da mere åbent og ærligt. Og det giver læserne en tydeligere forståelse af, hvorfor virksomheden Novo Nordisk nu pludselig skal indblandes i havneudvidelsesplanerne.

Gad vidst om din ledelse og medarbejderne generelt  ønsker at lægge navn til SF politik på lokalt plan ?

Jeg vil gerne vedstå mig at have anvendt det af novoarbejdere opfundne udtryk : Novosibirsk ( Det blev Kalundborg kaldt af novoansatte i Ballerup, som var imod en overflytning her til byen ). Jeg har også arbejdet et års tid på Novo Nordisk. Så lad os bare tage en snak om fabrikken.

Fordi fabrikken laver vigtig medicin, udelukker det vel ikke en debat om omkostningerne ? I sin yderste konsekvens kunne disse jo være årsag til behovet for en helt anden livsvigtig medicin. Så fabrikken må kunne tåle, at der bliver sat fokus på lugtscener, vandforbrug og affaldsprodukter ( slam/gro og syreudledninger i vandløb).

Det vigtigste for mig er at se på, hvordan man minimerer skadernes omfang, for så vidt man vil have de produkter , som en given fabrik producerer. Lader man blot stå til, er der ikke noget incitament til at ændre praksis og forbedre gennem forskning.

Det er for eksempel ikke heldigt, at forurenende virksomheder og boligområder ligger klods op ad hinanden. Hvis begge parter udvider, vokser problemet tilsvarende. Undersøgelser viser klart, at mennesker der bor tæt på forurenende virksomheder nemmere bliver alvorligt syge. Derfor er der god logik i at placere virksomheder og boligområder i stor afstand af hinanden.

Når mange virksomheder hver giver en lille forurening, bliver den samlede virkning, som befolkningen udsættes for, stor. De mange ansatte på Novo Nordisk vil, som I selv påpeger, gerne bo i rene og sunde omgivelser. Der burde derfor være interesseoverensstemmelse ?

Karen Boysen

Bookmark and Share

Skriv en kommentar