KF 9/1 2007.
Konservative Ole Lauritsen svulmer over af begejstring for, at havnen har fået en plan. Men denne plan må åbenbart ikke diskuteres.
Hvorfor ikke det ? Hvis den er så fantastisk og valid, tåler den vel også en nærmere analyse. Muligheden, for at der foreslås forbedringer, er en sidegevinst som burde være et mål i sig selv.
Det Radikale Venstre går ind for reel borgerinddragelse. Pt. har borgerne kun haft mulighed for at gennemse en salgspamflet på 20 sider om havneplanen, der i fuldt omfang består af mere end 200 sider.
At have en kritisk, saglig tilgang til erhvervsudvikling er ikke det samme som at være imod al udvikling. Blind tillid til de få, der forvalter magten på vegne af de mange, er farlig. Det er der nok af eksempler på. I dag er der f.eks. mange, som beklager flere af de fortidige afgørelser på havneområdet. I flæng kan jeg nævne : Kornsiloen, Dansk Oliegenbrug og privatiseringen af P-pladsen ved stationen.
Erhvervsudvikling er andet end forurenende industri. Turisme kan f.eks. være en lige så stor indtægtskilde, med langt færre gener for de fastboende. For at være konstruktiv kan jeg foreslå følgende muligheder indenfor oplevelses- og turismeindustrien på havneområdet : Et stort kursus- og konferencecenter, et fersk- og saltvandsakvarium, en sejlerskole, varmtvandsbassin med udendørs pontonsvømmebassin på Gisseløre, turismesejlads til og mellem vores nærmeste øer. Sådanne tiltag vil kunne holde på krydstogtturisterne og tiltrække flere.
Mht. Havnemasterplanen, så er en fordobling af havneområdet ikke nødvendig, hvis oliepieren flyttes. Den kræver nemlig, at det nærliggende område ligger øde som sikkerhedszone.
Af Ole Lauritsens læserbrev får man den opfattelse, at konservativ politik går ud på at vælge fortidens løsningsmodeller på fremtidens udvikling.
Gammeldags industri med støj, møg, lugtgener og lysforurening har vi nok af i byhavnen. Nye virksomheder, der f.eks. er vidensbaserede, vil kunne passes sammen med boliger, forretninger og restauranter i et spændende rekreativt havnemiljø, hvor alle byens borgere må komme. Byhavnen er primært til skibe – og ikke til store lastbiler og opbevaring af containere. Der kan således uden tvivl findes mere elegante og borgervenlige løsninger – om man vil !
Havnen behøver heller ikke at være løftestangen for, at vi får forbedret trafikvejene til og fra byen. Der er ingen grund til at give havnen mere magt, end den har. I forvejen er det svært nok at skelne mellem, hvad der er kommunale, og hvad der er private virksomhedsinteresser i havnen. Det vil derfor være relevant at få svar på følgende spørgsmål : Er byhavnen borgernes havn ?
Karen Boysen, radikal kredsfmd.