KF 29/10 – 2009
De unge hærværksmagere på Klosterparkvej skyder sig selv eklatant i foden. Med en plettet straffeattest lukkes alle døre til et godt liv som ung og voksen. I dag er virkeligheden den, at man, som skoleelev i 9.klasse, kan blive bedt om at stille med en ren straffeattest, for at kunne komme i to ugers erhvervspraktik. Og det samme gælder, når man søger et af de eftertragtede fritidsjob – og senere et heltidsjob.
Konklusion : Det kan kun være nogle få desperate eller omtågede unge, som finder fornøjelse i at begå så grov hærværk .En sådan opførsel får jo nogle mærkbare konsekvenser i form af erstatninger, bøder og i gentagne tilfælde frihedsberøvelse.
Det store spørgsmål er: Hvordan kan det gå så galt, at helt unge mennesker kan blive så desperate ? Det kan kun opfattes som et kæmpeskrig om hjælp her og nu – og på efterbevilling. Der er tydeligvis nogle voksne bag disse unge, som ikke har kunnet levere varen. Og ja, alle kan blive afmægtige og opgivende i forhold til ansvaret for næste generations opvækst. Men kan den enkelte familie ikke selv magte opgaven, må de bede om hjælp af os andre. Det vil sige samfundet : politikere, skoler, ungdomsorganisationer og frivillige. Her betaler det sig ikke at spare på penge eller tid, for ofte er det ikke så meget, det drejer sig om, og det vigtigste er rettidig omhu.
Vi ved jo godt, hvad der virker: Gode ungdomsuddannelser, praktikpladser, fritidsjob, sports- og ungdomsklubber; og voksne, der gider de unge: Natteravne, SSPèr, fædregrupper, klubledere, integrationsmedarbejdere og sportsledere. Og hvorfor ikke oprette både et ”Børnehus” og et ”Ungehus” i stil med kvinde- og mandehuse, hvor der kan være hjælp at hente på alle niveauer. Kommunen bør lægge huse til og finansiere driften; men mandskabet må gerne bestå af frivillige dag- og natteravne .
Karen Boysen,