14/10 – 2004
Angsten for alvorlig sygdom blænder folks objektive syn på speciallægernes ambitiøse ønsker om karrieremuligheder på sygehusområdet. Kampen, for at få de rigtige rammer for denne selvudfoldelse, er sket på bekostning af menigmands ønsker og behov for nærsygehuse. Desværre er de ansvarlige politikere i amterne også blevet blændede, og de har bistået en katastrofal og fejlagtig udvikling, som “Specialeplanen” i Vestsjællands amt har vist sig at være.
Lukningen af alle de mindre lokale sygehuse er primært sat i gang for at flytte pengene til prestigesygehusprojekter. Det har ikke været utilfredshed med de små sygehuse, der har båret denne udvikling – tværtimod. De mindre lokale sygehuse har bevist deres effektivitet på så væsentlige områder som patienttilfredshed , effektivitet og økonomi.
Lægernes effektivitet på et lille sygehus er 10% højere end på et større. Det medfører en bedre økonomi og et mindre forbrug af læger. Borgerne / samfundet sparer endvidere penge til dyr transport. Patientforløbet er mere overskueligt og nemmere at styre og evaluere, hvilket er i alles interesse.
Hvis borgerne og de lokale politikere havde magt, som de har agt, kunne man have følgende fokus: Hvor mange sygehusfunktioner kan et lille lokalsygehus selv klare med optimal økonomi? Her kunne man medtænke “specialistrejsehold” og en høj prioritering af nødvendigt teknologisk udstyr. Konceptet kunne på mange måder ligne de små privathospitalers ; hvor forskellen så primært er ejerforholdet og, at ydelserne betales via skattebilletten.
Begrebet speciallæge anvendes i øvrigt misvisende. Alle læger er i dag speciallæger; dvs. de har hver deres fagområde, uanset om de er på store eller små steder.
Kun 1% af patienterne har brug for meget avancerede speciallægefunktioner, Det er her forskningen åbenbart er mest interessant ,og det er derfor et område med høj status, hvilket medfører at disse områder får volumensyge ,og det giver en skævvridning i sygehusudviklingen og dets organisering. Desværre har disse stærke ambitiøse kræfter i “Den hvide verden” først drænet amtskasserne – og senere sendt regningen videre til stat og kommuner ( opgaveglidninger ). Det har bl.a. medført, at der ikke har været ressourcer nok til sygdomsforebyggelse, fødselshjælp, hospicer og lignende. Ordentlig sygehusmad og rengøring har der også været sparet på.
Med den nye offentlige struktur kommer der en anderledes opgavefordeling, og her er det meget vigatigt, at borgerne og politikerne får magten over det dyre sygehusvæsen. Hvis kommunerne får pengene og ansvaret for patienterne, er der i høj grad et incitament til hurtig og effektiv behandling og til forebyggelse.
I Finland har dette været modellen i 30 år, og der er her en udbredt tilfredshed med sundhedsvæsenet. Den generelle levealder er steget mere her end i Danmark i samme periode.
Systemet bygger på lokale sygehuse ,der klarer 90% af alle sygdomshenvendelser – og så kan man henvise mere komplicerede opgaver til større regionssygehuse, der så sender regningen til hjemmekommunen, som klarer udlægget evt. som statsrefusion.
Det burde være i alles interesse at kæmpe for et godt offentligt sygehusvæsen, hvor borgernes (patienternes) tarv er sat i højsædet.