KF 21/11- 2204
Regeringen Foghs ultimative skattestop sætter grænser for iværksættelse af forbedringer i samfundet, når alle manøvrer skal være udgiftsneutrale. Det er tværtimod nødvendigt at skære ned og minimere for at klare prisstigningerne og valggaverne. Hvad er der så tilbage, når man vil demonstrere politisk handling. Jo, der er omrokeringer og flytninger af de samme personer, som i højere tempo må marchere rundt i manegen som Tordenskjolds soldater.
Her tænker jeg aktuelt på det danske politikorps, der nu har fået til opgave at være mere synlige under parolen : ” Der skal mere politi på gaderne”. Borgerne efterspørger TRYGHED, og her mener justitsministeren, at hun kan levere varen ved at skære ned på politiets mindre synlige arbejde og i stedet sende betjentene ud at patruljere “overalt”.
Populistisk set er det en god ide, for alle meningsmålinger, på spørgsmålet om synlighed, viser, at folk gerne vil se politiet mere og have flere patruljerende betjente. Omvendt siger forskere, at borgerne har urimelige forventninger, hvis de tror, at politiet kan gøre dem trygge. Derfor må vi opgive forestillingen om det synlige allestedsnærværende politi og vænne os til et politi, der både skal arbejde traditionelt; men også rådgive os og igangsætte projekter, der skal mindske kriminaliteten i lokalsamfundet.
Det der for alvor batter er den problemorienterende indsats, hvor politiet tænker i at løse kriminalitetsproblemer og årsagerne til dem. Politiet skal analysere og kortlægge, hvad der foregår i lokalområdet, hvilke problemer der dominerer og finde ud af omfang, årsag og hvad, man kan gøre ved det. Og så skal man skabe kontakter lokalt, inddrage boligforeninger, sportsforeninger og andre myndigheder på et uformelt socialt plan. Og det er måske ikke så synligt, men det virker.
Politiet kan ikke skabe tryghed. Det kan ikke fjerne kriminaliteten, men politiet kan være nyttige og vidende konsulenter i lokalmiljøet. De kan vejlede borgerne og få dem til at gøre de rigtige ting. De kan være rådgivere og igangsættere, men grundlæggende er det befolkningen selv og alle andre institutioner i samfundet, der afgør, hvor meget kriminalitet, der er.
Vil man kriminaliteten til livs er det en dårlig ide at spare på uddannelse, psykiatri og sociale omsorgstilbud. Den nødvendige indsats er forbundet med udgifter, seriøst arbejde og langsigtede planer, som ikke giver “her-og-nu-resultater”, der kan påvirke de politiske meningsmålinger overnight.
Det er også naivt at tro, at man omkostningsfrit kan flytte rundt på politiet, som brikker på et skakbræt. Der er økonomiske og tidsmæssige følgevirkninger, som sætter forslaget skakmat. Politisk set ser det ud til, at resultatet nemt kan ende som et selvmål, for så vidt at man ikke har en skjult dagsorden. Men det kan vel kun tiden give et svar på, for oplysningerne til befolkningen er minimale; selvom borgerne ud fra en demokratisk synsvinkel har et vist krav på at få at vide, hvad der foregår bag facaden.
Karen Boysen,
Fmd. for Det Radikale Venstre i Kalundborgkredsen.