Karen Boysen

KF 20/10 – 2009 

Regeringens  udspil til kommende sygehusstruktur i Danmark er en katastrofe for alle, der ikke fejler noget meget specielt, og som bor langt fra det planlagte regionssygehus. Det er en plan, som overordnet set er kritisabel:

• Planen er ikke et resultat af en demokratisk proces, hvor borgerne og brugerne er blevet hørt.
• Planen bliver ikke fulgt op af en tilstrækkelig økonomi.
• Der er ikke konkrete planer for befolkningen i yderområderne, kun visioner.

Regeringen prøver at true og lokke regionsrådene til at makke ret: I får ingen penge, hvis I går egne veje. Det er en skandale, at der skal spilles hasard med demokratiet og med folks liv og helbred på denne måde. Regionsrådene skal åbenbart nedlægges ad bagdøren. Det er ok, såfremt kommunerne kan få ressourcerne til at varetage opgaven. Det indebærer blandt andet, at kommunerne får tilført de økonomiske ressourcer, hvormed de kan etablere lokalsygehuse med et par nabokommuner og drive et sådant sygehus på lignende vilkår, som til eksempel kommunale selvstyrehavne. Pengene skal følge borgerne (patienterne), og hermed skabes der også et økonomisk incitament for, at kommunerne ønsker at holde deres borgere sunde og raske. Hvis kommunerne indgår i et ligeværdigt samspil med hinanden, vil det kunne lykkes.

Staten skal have ansvaret for et stort specialiseret universitetshospital fordelt geografisk optimalt i hele landet (4-5 steder), således at kalundborgensere kan vælge mellem: Det fynske (Odense), det sjællandske (København) eller det århusianske (med helikopter eller en fremtidig fast forbindelse dertil).

Befolkningens generelle sundhedstilstand i de enkelte egne er kendt og målbar. I Vestsjælland er befolkningen generelt mere usund end i andre egne. Derfor bør der sættes ind her med ekstra hjælp, indtil denne skævhed er udlignet. Det er ansvarlig politik, og det kan vi godt ønske at se noget mere til. Vi har politireformen som et skræmmende eksempel på det modsatte. 

Karen Boysen,

medlem af Infogruppen for Kalundborg Sygehus,

radikal kandidat til KV09,

 KF.7/2 2009

Sundhedsministeren og dermed også regeringen har opført sig yderst arrogante og uansvarlige i forhold til borgerne i Region Sjælland. Her tænkes på fordelingen af de 25 mia. til nyt sygehusbyggeri i Danmark, hvor sjællænderne blev straffet økonomisk for at ville en anden struktur end den, som regeringen ønsker. Vi fik en uforskammet lille del af de 15. mia., som nu er fordelte.

Regeringen ønsker centralisering, og at befolkningen skal bo i store metropoler. Man mener hermed at kunne reducere de offentlige udgifter til eksempelvis sundhedsvæsenet, som er et af de kostbareste offentlige områder.

Al snak om, at centralisering giver bedre kvalitet, er ren og skær salgssminke. Det gennemskuer både regionspolitikerne og befolkningen i Region Sjælland, som ønsker en sygehusstruktur, der tager hensyn til befolkningen og dermed til geografien. Der er nødt til at være adskillige sygehuse, for at folk ikke skal have for stor afstand til et sygehus.

Nu gambler regeringen med de 10 mia., som endnu ikke er fordelte. Meningen er, at regionspolitikerne skal acceptere regeringens plan, med et nyt megasygehus og lukning af øvrige, for at kunne få de mange penge. Hermed har regeringen lagt op til en uklog magtkamp mellem sig og Region Sjælland. For hvem siger, at regeringen vinder ? En sådan spillen hasard med folks liv og helbred er dumsmart. Mon ikke borgerne ( læs vælgerne) tænker om regeringen, at den nu har mistet styringsevnen og hermed udspillet sin rolle ? Hvor er den højt besungne fairness og respekt for demokratiet ?

Hvis regionspolitikerne blot kan holde nerverne i ro og fastholde deres vedtagelse om sygehusstrukturen her i regionen, har de meget at vinde: Nemlig borgernes respekt og dermed også udsigten til et genvalg.

Hvis sundhedsministeren imod al sund fornuft skulle undlade at uddele penge til vores region i et retfærdigt forhold, der svarer til indbyggerantallet, kan regeringsparterne med støtteparti givetvis vinke farvel til ret mange stemmer til næste folketingsvalg. Det tør de vel næppe risikere ! Så kære regionspolitikere : Hold hovedet koldt og hjertet varmt. I har en god sag. 

Karen Boysen ( B),

Medlem af Info-gruppen KS,

KF 14/11 – 2008

Per Hommelgaard harsker sig over, at Holger Prehnum ( H.P.) vil gøre en indsats for sundhedsfremme i Kalundborg Kommune, og synes, at HP snarere skal kæmpe for bevarelse af Kalundborg Sygehus. Det vækker forundring, for det ene udelukker vel ikke det andet ?

På samme vis kan jeg ikke forstå, at Per Hommelgaard ”bekæmper” H.P. så nidkært. Er der ikke plads til alle, der vil yde en politisk og samfundsgavnlig indsats i kommunen og i partierne ?

Ser man på statistik over borgernes sundhed i Vestsjælland, er tallene på mange måder alarmerende. Vi har nogle store sundhedsmæssige problemer, som kræver en aktiv indsats. Set i dette lys giver det god mening, at lade sundhedspolitikken være et af flagskibene i Kalundborg Kommune. Og selvfølgelig skal der være en plan.

 Når der kan findes opbakning til, at Kalundborg skal satse på at blive Klimakommune, kan samme storladenhed vel også fremdrives, når det gælder sundhed ? Så hvorfor ikke lade Kalundborg blive en af de europæiske byer, som er med i WHO´s projekt Healthy Cities Network, som foreslået af H.P. ? Netværksforbindelsen til Region Sjælland har desværre ikke været særlig givtig eller tilfredsstillende for vores vedkommende. Så lad os da endelig få nye samarbejdspartnere og håbe på det bedste her. 

Karen Boysen (B),

Best.medlem i Infogruppen for Kalundborg Sygehus,

”KF 22/4 2008.

Svar til Knud Munksgaard . ”Sådan ser alle radikale ikke på fremtiden

Knud Munksgaard (R) medlem af Regionsrådet ser én eneste farbar vej for Kalundborg Sygehus, nemlig en gradvis nedskæring fra sygehus til plejecenter. Han giver også udtryk for, at sådan ser alle radikale på fremtidsmulighederne. Det er dog indtil videre kun ønsketænkning, eller udtryk for manglende vilje til at se på virkeligheden.

Siden Knud Munksgaard (K.M.) meldte sig som regionsrådskandidat, har jeg kontinuerligt informeret K.M. om de forskellige konkrete sygehusforslag, vi har produceret her i Kalundborg med byrådets og de sammenlæggende kommuners opbakning. Et af forslagene blev udarbejdet af en konsulent på vegne af flere kommuner i yderområder i Danmark ( Ringkøbing, Æbeltoft, Nakskov, Kalundborg m.fl.). Det er en konkret model til et nærsygehus set i et fremtidsperspektiv.

Herudover har jeg sendt resume af sygehusstrukturen i Finland, som opererer med nærsygehuse kombineret med få giganthospitaler, der fortrinsvis tager sig af planlagt kirurgi. Set med mine briller kunne der være et af den slags på Sjælland; nemlig Rigshospitalet i moderniseret udgave. Så vil der blive råd til en række velplacerede nærsygehuse derudover.

K.M. henviser til et høringssvar fra Kalundborg Kommune. Jeg går ud fra, at der tænkes på det første, som ikke var korrigeret for de indsnegne  ” fejl” ?

Jeg deler ikke KM`s behov for at forsvare sin borgmester i Holbæk, der blander sig i Kalundborganliggender. Men jeg vil gerne udtrykke tilfredshed med KM`s klare udmelding om egne holdninger.

Opgaven er ikke, at finde begrænsninger ; men at se på muligheder. Derfor tør jeg håbe på en større og bedre fremtid for Kalundborg Sygehus. Det kræver blot, at regionspolitikerne arbejder for regionen – og ikke som regeringens forlængede arm. At regeringen vil spare penge ved at omstrukturere bør ikke være regionsrådenes opgave. De skal først og fremmest tilgodese borgernes behov for helbredelse og sundhedsfremme.

 Karen Boysen ( B)

KF 26/4 2008.

Privathospitalerne er nu så talrige ( 182 i alt ), at de skævvrider det offentlige sygehusvæsen. De ser forretningsmæssigt på deres hospitalsvirksomhed og tager derfor kun de nemme og lette opgaver, da det er mest rentabelt for dem. Det gælder især operationer vedrørende knæ, hofter og diskusprolaps .

De komplicerede operationer overlades til de offentlige sygehuse, som har lange ventelister på disse opgaver. Årsagen hertil er personalemangel, som igen skyldes personaleflugt til privathospitalerne, der lokker med bedre løn – og arbejdsvilkår.

De offentlige sygehuse forsøger at lære af privathospitalerne og erhvervslivets måde at arbejde på. De bestræber sig på at nedsætte omkostningerne ( indlæggelsestid ) og  at øge produktionen ( antal operationer ). Denne tankegang og arbejdsmåde er sikkert udmærket for mange planlagte operationer indenfor kirurgien. Men fabrikstankegangen dur ikke ved komplicerede og sjældne indgreb, og den er helt umulig, når det gælder medicinske patienter. Alle vil selvfølgelig gerne være raske så hurtigt som muligt. Og alle patienter har brug for læger og sygeplejersker og specielt de alvorligt syge, som privathospitalerne kun delvist tager sig af. Det er derfor påkrævet at få begrænset privathospitalernes strandhugst hos læger og sygeplejersker, hvis uddannelse i øvrigt også er betalt af det offentlige.

Hvis privathospitalerne skal have en eksistensberettigelse, må de løfte samfundsopgaverne indenfor sundhedsvæsenet på lige fod med det offentlige. Som det foregår lige nu, er de profitforetagender, der fordyrer samfundets udgifter til sundhedsvæsenet, og de er afgørende  med til at forhindre, at det offentlige kan tilbyde hospitalshjælp og lægehjælp på betryggende vis. Politikerne bør hurtigst muligt på banen for at dæmme op for disse misforhold og ad lovgivningens vej forhindre at denne udvikling fortsætter.

Karen Boysen,

medlem af Infogruppen for Kalundborg Sygehus

KF 16/4 2008.

Regionspolitikerne og kommunerne bliver Sorteper

 Regionspolitikerne er bevidste om, at regionernes fortsatte overlevelse beror på , om de kan levere varen , og det er en ny sygehusstruktur i Danmark. Den skal i følge regeringen bestå af nogle få gigantiske sygehuse suppleret med en række privathospitaler, som der allerede er 182 af. Pleje og genoptræning skal foregå i kommunale sundhedscentre.

Når man i diverse medier hører regionernes formand Bent Hansen (S) udtale sig i forbindelse med regionernes årsmøde i Odense, ja, så er det ganske tydeligt, at regionspolitikerne kæmper for regionernes overlevelse og ikke for patienterne og dermed borgerne. Ved at ”please” regeringen tror de, at de bliver skånede for bortrationalisering, og optræder gerne som bødler i forhold til slagtning af de mindre nærsygehuse, som befolkningen i udbredt grad kæmper for at bevare.

Men hvorfor beholde regionerne, når der kun skal være nogle få statshospitaler tilbage i hele landet ? Hvis dette bliver en realitet ophører begrundelsen for at bibeholde regionerne , og de kan så nedlægges. Det kan ske omkostningsfrit for regeringen, der kan forvente, at befolkningens vrede bliver rettet mod regionspolitikerne, når alle ulemperne ved den nye sygehusstruktur viser sig for borgerne i hverdagen.

Det er liberalisme og ansvarsforflygtigelse fra regeringens side. Kommunerne får herefter et kæmpe ansvar for befolkningens sundhed og den dermed forbundne udgiftsbyrde.

Regionernes ( regeringens ) planer for den landsdækkende sygehusstruktur tilgodeser kun den planlagte kirurgi, som er en mindre del af sygehusopgaverne. Den store del, som udgør medicinske patienter, kronikere , ældre med flere diagnoser, fødsler og skadestuebehandlinger og mange andre patienttyper, er ikke medtænkte i regeringsudspillet.

Hvad har regionspolitikerne tænkt sig at stille op med dem ?

Hvis regionpolitikerne kan løfte opgaven her, kan borgerne sikre dem genvalg i 2009.

Hvis ikke, kan de heller ikke forvente nogen opbakning fra vælgernes side.

Karen Boysen,

medlem af Infogruppen for Kalundborg Sygehus

 KF lør.d. 5/4 2008.

Ikke overraskende synes Holbæks borgmester Jørn Sørensen ( R) godt om den centralistiske sygehusstruktur, som Sundhedsstyrelsen (Staten ) ønsker gennemført i regionerne. Modellen tilgodeser jo holbækkerne; men desværre ikke kalundborgenserne eller nykøbing – sjællænderne. Her påføres kommunerne store omkostninger menneskeligt og økonomisk.

Staten har økonomisk interesse i at nedlægge en masse sygehuse og samle opgaverne på få for herved at spare statsudgifter.( A la politireform og kommunalreform ). Det er den skinbarlige sandhed, som man forsøger at skjule bag snak om ”ekspertise”, ” effektivitet” , ”rationaliseringsgevinster ”, lægemangel – og trusler. Det er tydeligt, at det er en kamp mellem stat og kommune om, hvem der skal finansiere udgifterne til sundhedsfremme og helbredelse. Kommunerne har et større direkte ansvar, og en menneskelig og økonomisk interesse i at holde borgerne raske.

Lang transporttid til et sygehus giver tabte arbejdsdage og en stigning i ubehandlede sygdomme – og muligvis også en stigning i antal dødsfald. Endvidere kan det influere negativt på bosætning og tiltrækning af nye arbejdspladser. En nedlæggelse af et sygehus er også en lukning af en stor arbejdsplads og et uddannelsessted. Herudover viser undersøgelser, at mindre sygehuse generelt set er både billigere og bedre – og at patienttilfredsheden er højere her.

Sygehusopgaverne er for størstepartens vedkommende ordinære og klares bedst og billigst borgernært. Lægerne er generelt set mest interesseret i de færre og meget specialiserede opgaver, hvor der er mulighed for forskning og topkarriere. Det skal dog ikke være lægerne, som prioriterer sygehusopgaverne. Det er politikernes ansvar. Sygehusstrukturen burde afspejle virkeligheden og være i overensstemmelse med borgernes ønsker og behov.

Hvis virkeligheden var en anden end den ovenfor beskrevne ville Holbæks borgmester heller ikke kæmpe så nidkært for holbækgensernes nærsygehus. Jørn Sørensens udmelding i gårdsdagens avis var desværre en gratis omgang for ham og varm luft til os.

Karen Boysen (R),

medlem af Infogruppen  for Kalundborg Sygehus,

Nyrupvej 120,

4400 Kalundborg.

KF lør.d. 5/4 2008

Ikke overraskende synes Holbæks borgmester Jørn Sørensen ( R) godt om den centralistiske sygehusstruktur, som Sundhedsstyrelsen (Staten ) ønsker gennemført i regionerne. Modellen tilgodeser jo holbækkerne; men desværre ikke kalundborgenserne eller nykøbing – sjællænderne. Her påføres kommunerne store omkostninger menneskeligt og økonomisk.

Staten har økonomisk interesse i at nedlægge en masse sygehuse og samle opgaverne på få for herved at spare statsudgifter.( A la politireform og kommunalreform ). Det er den skinbarlige sandhed, som man forsøger at skjule bag snak om ”ekspertise”, ” effektivitet” , ”rationaliseringsgevinster ”, lægemangel – og trusler. Det er tydeligt, at det er en kamp mellem stat og kommune om, hvem der skal finansiere udgifterne til sundhedsfremme og helbredelse. Kommunerne har et større direkte ansvar, og en menneskelig og økonomisk interesse i at holde borgerne raske.

Lang transporttid til et sygehus giver tabte arbejdsdage og en stigning i ubehandlede sygdomme – og muligvis også en stigning i antal dødsfald. Endvidere kan det influere negativt på bosætning og tiltrækning af nye arbejdspladser. En nedlæggelse af et sygehus er også en lukning af en stor arbejdsplads og et uddannelsessted. Herudover viser undersøgelser, at mindre sygehuse generelt set er både billigere og bedre – og at patienttilfredsheden er højere her.

Sygehusopgaverne er for størstepartens vedkommende ordinære og klares bedst og billigst borgernært. Lægerne er generelt set mest interesseret i de færre og meget specialiserede opgaver, hvor der er mulighed for forskning og topkarriere. Det skal dog ikke være lægerne, som prioriterer sygehusopgaverne. Det er politikernes ansvar. Sygehusstrukturen burde afspejle virkeligheden og være i overensstemmelse med borgernes ønsker og behov.

Hvis virkeligheden var en anden end den ovenfor beskrevne ville Holbæks borgmester heller ikke kæmpe så nidkært for holbækgensernes nærsygehus. Jørn Sørensens udmelding i gårdsdagens avis var desværre en gratis omgang for ham og varm luft til os.

Karen Boysen.

 KF 31/3 08  +  Sj.1/4 2008.

Værste fald for Kalundborg Sygehus ser lige nu ud til at være en regionsbeslutning, der indebærer en tømning af alle væsentlige funktioner : det kirurgiske område ( planlagt kirurgi), som er en forudsætning for akutmedicin på grund af anæstæcien. Tilbage bliver 100 sengepladser og en plejefunktion. Det kan vi i Kalundborg ikke leve med. Derfor må en sådan situation resultere i et ”farvel” til , at vi indgår som en del af Sygehus Sjælland – og et ”goddag” til en ny selvstændig virkelighed: En kommunal overlevelsesplan

Kommunens overlevelsesstrategi bør gå ud på at overtage sygehuset.

Kommer vi i denne situation, er der mange modeller for, hvordan kommunen kan revitalisere sygehuset, så det dækker kommunens behov .En mulighed er et selvstyresygehus a la Kalundborg Havn, hvor bestyrelsesflertallet består af kommunalbestyrelsesmedlemmer. Sygehusbygningerne solgte kommunen til amtet for 1.kr. , og det må være samme pris ved et tilbagekøb.

I virkeligheden kan man kombinere på utallige måder. Eksempelvis kan ”Selvstyresygehuset”  tilbyde praksislægerne lokaler på sygehuset til favorable priser, som modydelse for, at disse læger indgår i en turnusordning på medicinsk afdeling. Ligeså kan der være en selvstændig privat kirurgisk afdeling, som også lejer sig ind på favorable betingelser mod at bistå i den kommunale/ regionale/ private medicinske afdeling ( Fælleseje ). Altså et kombinationsmiks, som det vi ser i samfundet i dag med det frie sygehusvalg og privathospitaler; men blot under samme tag. Det kan give et spændende miljø, og dette specielt, hvis man får skabt et godt forsknings – og arbejdsmiljø. Trygheden vil være etableret, og den er væsentlig for rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft. 

Hidindtil er Kalundborg Sygehus blevet amputeret for læger og opgaver, når sygehusene i Holbæk og Slagelse skrantede. På den bekostning har Kalundborg Sygehus igen og igen fået ødelagt succesfulde pilotprojekter i solidaritetens navn. Vores fortidige succeser  giver selvtillid og fremtidige forhåbninger om, at vi vil kunne overleve og forhåbentligt få det bedre som Selvstyresygehus. 

Får vi en bro – tunnel forbindelse til Århus/ Jylland, vil vi ligge i hjertet af Danmark, og vil kunne få patienter og personale fra et stort geografisk område. Kalundborg Selvstyresygehus kan hermed blive en succesfuld og indbringende virksomhed udover dens primære opgave : At skabe tryghed og gode hospitalsforløb for borgerne. Borgerne i Kalundborg kommune vil afstandsmæssigt have en kortere vej til et specialesygehus i Århus end til for eksempel Køge.

Der er lys for enden af tunnelen.

Karen Boysen.

Marts 2007

Regionsrådet for Region Sjælland har  på embedsmandsniveau ladet udarbejde en ny model for sygehusstrukturen, som er i høring frem til 15. april 2007.

Modellen opererer med fra 1-6 sygehuse i alt.

Det er derfor en model, som passer fint til et lille geografisk område med en stor befolkningskoncentration, som i Region Hovedstaden.

 Region Sjællands geografi og befolkningsfordeling kræver en decentral struktur, hvad sygehuse angår. Det kunne for eksempel være ” Den finske Sygehusmodel” som ,hvad geografi og befolkningsfordeling angår, er identisk med vores region.

 Den finske sygehusmodel.

I Finland har kommunerne ansvaret for sygehusbehandling. I hver kommune er der et primærsygehus, som har røntgen, scanner, telekommunikation etc. Her klarer man alle ordinære sygdomme, fødsler, ældre og genoptræning og akutkirurgi. Da kommunen har pengene tænker man her i forebyggelse og økonomiske løsninger. Man kan f.eks. hurtigt flytte en ældre patient frem og tilbage mellem sygehuset og et nærliggende plejecenter, som er billigere end en hospitalsseng. Lægen kan nemt tilse patienten begge steder. Den ældre er hele tiden i fortrolige omgivelser, så omsorgsdelen er betryggende.

Ved større og mere vidtgående operationer kommer den kommunale patient ind på et større statsligt ejet universitetshospital. Her afregner kommunen med staten. 

På lignende måde kunne regionens nye storkommuner tilbydes hver sit nærsygehus med adgang til et stort regionalt universitetshospital centralt placeret i regionen. Her er vejforbindelser og kørselstid en første prioritet i udpegning af placering. 

Denne skitserede model lægger sig op ad den nuværende struktur, og er derfor ikke opsplittende og markant forandrende eller fordyrende i første omgang. Det store centrale universitetshospital kan være bekostelig – for staten. Men her vil Indenrigsministeriets ambitioner om et kræfthospital og et stort hospital til andre specialer blive tilgodeset.

Ønsker en kommune ikke et sygehus kan pågældende kommune købe sig ind andetsteds og f.eks. vælge at bruge det statslige universitetshospital. Det kunne være oplagt for kommuner, der ligger tæt på universitetshospitalet.

Den finske model giver kommunerne et økonomisk incitament til at forebygge  og fastholde borgerne raske, og om nødvendigt iværksætte hurtig sygehusbehandling og evt. genoptræning.

Regionsudspillet, med fra kun 1-6 sygehuse i alt i hele regionen, henviser et utal af mennesker til kørsel på landevejene. For at leve op til ansvarlighed i forhold til alvorligt tilskadekomne, fødsler, blodpropper, hjertestop o.s.v. er der brug for et stort antal lægebemandede ambulancer og akutbiler. Da der ikke er for mange læger i forvejen, er det spild af effektiv lægetid, at lægerne skal farte omkring på vejene. De vil kunne udnyttes bedre stationært på diverse storkommunale sygehuse. 

Herudover må man forvente, at de enkelte storkommunale sygehuse har incitament til effektivitet og patienttilfredshed af hensyn til egen overlevelse. Der kan igen komme en god korpsånd og lyst til særlig indsats af frivillighedens vej med faglig tilfredshed til følge – til gavn for alle. Der er også et incitament til forebyggelse på mange planer

En model med kun en enkelt eller nogle få sygehuse vil mangle en sådan dynamik. Her vil man lægge op til individuel konkurrence mellem ambitiøse karrierelæger. Det er ok med henblik på forskning og forskningsresultater og kan også være i patientens interesse, hvis der afprøves metoder i forhold til sygdomme, som man ellers ikke kan stille noget op overfor.

Den finske Sygehusmodel har eksisteret i 30 år i Finland – med overvejende tilfredshed blandt patienter og ansvarlige myndigheder. Den gennemsnitlige levealder er steget markant og børnedødeligheden er faldet. 

Konklusion

Lad os håbe, at vi i Region Sjælland kan finde en Sygehusstruktur, som vi vil kunne fastholde i de næste 20-30 år. Strukturændringer er omkostningstunge menneskeligt  for de ansatte og økonomisk for samfundet.

Centralisme uden folkelig opbakning er ikke en farbar vej.

Regionspolitikerne skal nøje undersøge, hvad befolkningen ønsker. Da flertallet bor spredt i mange små byer bør strukturen indrettes herefter.

Decentralisering og bærbare lokalområder er centrale værdier for en stor del af befolkningen. Det indebærer, at man fordeler arbejdspladser og serviceydelser bredt.

Det gælder om, at skabe positive spiraler.

Fjerner man lokale sygehuse, fjerner man også de praktiserende læger – og så flytter folk

Til sidst har vi kun nogle få store byer og et forhutlet landproletariat tilbage. Det er skræmmebilledet, som vi for alt i verden bør undgå.

v. Karen Boysen, DRV. Marts 2007.

27/2 – 2007

Region Sjælland lægger op til en endnu større centralisering af sygehusopgaverne end amterne. Regionen vil dermed forværre situationen til skade for borgerne i yderområderne. Dem bliver der så flere af, hvis regionsrådet vælger at overhøre modstanderne af en sådan udvikling . Centralisterne argumenterer for deres ønsker ved at henvise til ”kvalitet” ud fra en opfattelse af ”Jo flere specialer og patienter samlet på samme fysiske sted desto bedre”. Men hvorfor det ?

Privathospitaler er ikke mastodontsygehuse. Vi har i dag typisk tillid til deres ”kvalitet”. Folk rejser gerne til fjerne egne af landet til hospitaler, hvor der er plads, når man står på en venteliste.

Skal det danske sygehusvæsen indrettes efter specialeønsker indenfor kirurgien ? Man kan sige tværtimod. Kirurgiske indgreb er typisk planlagte og her betyder køretiden mindre, når vi ser bort fra ulykker eller pludseligt opståede sygdomme .

Har borgerne så fået mere tilfredsstillende forhold som følge af amtets specialeplan ? Det kan man ikke just påstå, at Vestsjællands Amt har været garant for. Der har været kaos med lange ventelister, økonomisk overforbrug og brudte løfter i forhold til de sygehuse, hvor man har fjernet skadestuer og ikke sørget for lægeambulancer. For syge mennesker og pårørende har det været vigtigt at have bil eller skaffe sig kørelejlighed.  Det har også været kostbart i tid og penge for den enkelte og for samfundet. Kun Falck har haft kronede dage.

Regionsrådet ser ud til at ville fortsætte i samme fatale spor som amtet. Eller også er politikerne i regionsrådet blevet marionetdukker for regeringens ønske om central styring ?

Det danske sygehusvæsen har ikke leveret den ønskede vare i de senere år. Det virker sygt, men hvad er medicinen ?

Politikerne skal lytte mere til borgernes ønsker og behov end til ambitiøse specialelægers karriereønsker. Borgerne ønsker decentrale løsninger til ordinære sygdomme og ulykker og vil gerne rejse efter operationssteder til mere sjældne og specifikke operationer: Som sagt er privathospitalerne ikke giganter og kan sagtens ligge afsides som f.eks. på Djursland. Kalundborg Sygehus kan få samme status ; men som kommunalt ejet sygehus, hvis regionen/staten ikke kan overbevises om dets berettigelse.

Kalundborg Sygehus har været et foregangssygehus på flere områder, indtil amtet satte en stopper for dette. Succesen her kunne ikke indpasses i ”de overordnede planer”, så vhja salamimetoden har man over tid frataget sygehuset centrale opgaver og dermed forsøgt at lukke det. Nu ser det ud til, at Regionsrådet skal komme med dødsstødet. Det vil være en alvorlig forringelse for egnen her, hvis det sker. Det vil bl.a influere negativt på bosætning og på erhvervsudviklingen og nedsætte livskvaliteten for de fastboende. Så alle gode kræfter bør nu for alvor stå sammen om at kæmpe for sygehusets bevarelse. Ønsker vi udvikling eller afvikling ?

Afgørelsens time er NU.

God kamp.

Karen Boysen